Vedtægt
Medlemmer
Kongres
Hovedbestyrelse
Forretningsudvalg
Sekretariat
Internt område - password kræves

Vedtægt for Statsansattes Kartel



Download vedtægt i PDF format (112KB)



VEDTÆGT

FOR

STATSANSATTES KARTEL

2004

             INDHOLDSFORTEGNELSE

       

      NAVN OG HJEMSTED........................................................................3

      FORMÅL........................................................................................3

      MEDLEMSSKAB...............................................................................4

      RETTIGHEDER OG PLIGTER..............................................................5

      DE KOMPETENTE ORGANER...............................................................6

      KONGRESSEN..................................................................................6

      HOVEDBESTYRELSEN........................................................................9

      FORRETNINGSUDVALGET.................................................................11

      ØKONOMI OG REGNSKAB.................................................................12

      SEKRETARIATET.............................................................................13

      UDMELDELSE OG OPHØR AF MEDLEMSSKAB........................................14

      UDELUKKELSE................................................................................14

      VEDTÆGTSÆNDRINGER OG OPLØSNING............................................14

      IKRAFTTRÆDEN.............................................................................15

      BILAG 1.......................................................................................16


      NAVN OG HJEMSTED

      Paragraf 1

      Organisationens navn er Statsansattes Kartel.

      Stk. 2

      Statsansattes Kartel har hjemsted i Københavns kommune.

      FORMÅL

      Paragraf 2

      Det er Statsansattes Kartels formål indenfor sit område:

      1. At styrke det faglige sammenhold.
      2. At sikre enig og stærk optræden over for arbejdsgivermodparten med henblik på at forbedre medlemmers løn- og arbejdsforhold.
      3. At virke for en retfærdig indkomstfordeling gennem størst mulig solidaritet i fagbevægelsen i forhold til at varetage interessen for de løn- og organisationsmæssigt svagest stillede medlemsgrupper.
      4. At sikre enhed alle lønmodtagergrupper imellem på tværs af forskelle i uddannelsesbaggrund, beskæftigelsesniveau, ansættelsesforhold og køn.
      5. At give den samlede fagbevægelse størst mulig dynamik og evne til hurtigt at kunne påvirke og tilpasse sig ændringer på arbejdsmarkedet og i den teknologiske udvikling.
      6. At sikre medlemmerne den bedste og mest effektive service og støtte.
      7. At forbedre lønmodtagernes indflydelse på arbejdspladserne, i virksomheder og koncerner, og i samfundet som helhed.
      8. At forbedre uddannelsesforholdene inden for alle kartellets områder med henblik på, at alle unge sikres en kompetencegivende erhvervsuddannelse, og alle voksne gives mulighed for løbende erhvervsrettet og almen efteruddannelse.
      9. At styrke fagbevægelsens mulighed for at yde maksimal indflydelse på det politiske liv lokalt, regionalt og på landsplan.
      10. At sikre og udøve aftale- og forhandlingsret for kartellets medlemsområder i overensstemmelse med de hovedaftaler, der er blevet indgået.
      11. Udvikle det faglige arbejde centralt og lokalt, herunder arbejde for, at der i ministerier og styrelser mv. og på tjenestestederne etableres et fagligt samarbejde mellem kartellets medlemsområder.

      Stk. 2

      Gruppen af LO-forbund i kartellet udgør i alle relevante sammenhænge det statslige kartel i relation til Landsorganisationen i Danmark efter de herom gældende regler m.v.

      Stk. 3

      Til sikring af de i stk. 1 nævnte formål bør kartellets besluttende organer i videst muligt omfang afspejle kartellets medlemsgruppe, såvel i forholdet mellem faglærte og ikke-faglærte som forholdet mellem mænd og kvinder.

      Stk. 4

      Under respekt af medlemsorganisationernes suverænitet er det hensigten at forfølge ovennævnte formål ved fortrinsvis at overføre eksisterende ressourcer fra medlemsorganisationerne til kartellet, uden at kartellets virksomhed medfører øget kontingentopkrævning.

      MEDLEMSSKAB

      Paragraf 3

      Som medlemmer optages organisationer, der har indgået eller er part i overenskomster eller aftaler (herunder tjenestemændenes hovedaftale) for medlemmer, der er ansat i:

        - staten og folkekirken
        - selvejende institutioner, der modtager driftstilskud fra staten 
        - privatbanerne, offentlige/halvoffentlige medieselskaber, Det kgl. Teater og andre virksomheder v.,     hvor der er statslig løntilsyn
        - koncessionerede selskaber og disses datterselskaber, og
        - selskaber med væsentlige statsdeltagelse.

        Som medlem kan desuden optages Statspensionisternes Centralforening

        Stk. 2

        Beslutning om optagelse træffes af hovedbestyrelsen.

        Hvis optagelse nægtes, kan afgørelsen af den ansøgende organisation begæres forelagt ved næste ordinære kongres til endelig afgørelse.

        Optagelse af en organisation forudsætter, at den ikke har udestående grænseproblemer med nogen medlemsorganisation.

        Det er en forudsætning for optagelse, at den ansøgende organisation lader sine medlemmer være omfattet af den hovedaftale, hvori kartellet eller en medlemsorganisation er part, som er relevant for det pågældende område.

        Stk. 3

        Som direkte tilsluttede medlemmer kan optages tidligere tjenestemænd m.fl. så længe disse er medlemmer af Stats- og Teleansattes Arbejdsløshedskasse, samt ansatte, der er omfattet af tjenestemændenes hovedaftale, men som ikke har kunnet anvises en medlemsorganisation, hvori de kan optages.

        RETTIGHEDER OG PLIGTER

        Paragraf 4

        Medlemsorganisationerne er forpligtet til at overholde hovedaftalers og grænseaftalers bestemmelser.

        Stk. 2

        Kartellet delegerer forhandlingsret til medlemsorganisationerne i overensstemmelse med tjenestemandslovens og tjenestemændenes hovedaftales regler herom.

        Aftaleret kan delegeres til medlemsorganisationerne for så vidt angår aftaler, der indgås med eget ministerium/styrelse og som alene angår egne medlemmer, jfr. i øvrigt tjenestemændenes hovedaftale.

        Stk. 3

        Kartellet skal sikre og udøve forhandlingsret for medlemsorganisationerne, jfr. den med finansministeren indgåede hovedaftale for overenskomstansatte.

        DE KOMPETENTE ORGANER

        Paragraf 5

        Kartellets kompetente organer er kongressen, hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.

        Stk. 2

        De besluttende organer træffer afgørelse ved almindelig stemmeflerhed, medmindre andet er bestemt.

        Repræsentanter for organisationer, der ikke er tilsluttet Landsorganisation i Danmark, kan ikke deltage i beslutninger, der vedrører Landsorganisationen.

        Stk. 3

        Kongressen og hovedbestyrelsen fastsætter selv sine forretningsordener. Forretningsudvalgets forretningsorden fastsættes af hovedbestyrelsen.

        Der kan udpeges en suppleant for hver af medlemsorganisationernes med-lemmer af kongressen og hovedbestyrelsen.

        KONGRESSEN

        Paragraf 6

        Kongressen er kartellets højeste myndighed, og kun kongressen kan ændre denne vedtægt.

        Stk. 2

        Kongressen er beslutningsdygtig, når den er indvarslet efter reglerne i denne vedtægt.

        Stk. 3

        Hver medlemsorganisation tildeles forlods én delegeret, der samtidig dækker medlemstallene 0-199.

        Medlemsorganisationer med 200-1000 medlemmer tildeles yderligere én delegeret.

        Derudover tildeles medlemsorganisationerne delegerede efter en progressivt stigende skala, jfr. bilag 1, der udgør en del af vedtægten.

        Statspensionisternes Centralforening tildeles dog en fjerdedel af nævnte antal.

        Kartelformanden er forlods delegeret ved kongressen og indgår ikke i ovennævnte tildeling af delegerede til medlemsorganisationerne.

        Paragraf 7

        Kongressen vælger for en periode af fire år en kartelformand og en kartelnæstformand.

        Stk. 2

        Kartelformanden og kartelnæstformanden er samtidig formand og næstformand for hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.

        Stk. 3

        I tilfælde af kartelformandens forfald eller fravær i valgperioden træder kartelnæstformanden i kartelformandens sted.

        I tilfælde af kartelformandens fratræden i valgperioden indkaldes til ekstraordinær kongres med henblik på valg af ny kartelformand.

        I tilfælde af kartelnæstformandens afgang i valgperioden konstituerer hovedbestyrelsen en ny næstformand for den resterende del af kongresperioden.

        Stk. 4

        Kongressen vælger statsautoriseret revisor. Kongressen vælger desuden blandt sine medlemmer to bilagskontrollanter.

        Paragraf 8

        Ordinær kongres afholdes hvert fjerde år i oktober kvartal.

        Stk. 2

        Tidspunktet for afholdelse af ordinær kongres skal meddeles til medlemsorganisationerne senest 3 måneder før mødets afholdelse.

        Stk. 3

        Forslag, der ønskes behandlet på kongressen, skal være sekretariatet i hæn-de senest 4 uger før mødets afholdelse.

        Stk. 4

        Den endelige dagsorden for den ordinære kongres skal udsendes til de delegerede senest en uge før kongressens afholdelse.

        Dagsordenen fastsættes af hovedbestyrelsen.

        Paragraf 9

        Såfremt den ordinære kongres ikke ligger i året forud for de generelle aftale- og overenskomstforhandlinger, afholdes en ekstraordinær kongres, med henblik på at vedtage kartellets aftale- og overenskomstkrav.

        Stk. 2

        Ekstraordinær kongres skal afholdes, når der foreligger et af CFU forhandlingsudvalg anbefalet forhandlingsresultat ved de generelle aftale- og overenskomstforhandlinger.

        Ved dette møde vedtager kongressen en anbefaling om at godkende eller forkaste forhandlingsresultatet.

        Anbefalingen meddeles til medlemsorganisationerne med henblik på udsendelse sammen med den stemmeseddel, der udsendes ved den fælles ur-afstemning, der afholdes for StKs CFU-forhandlingsområder.

        Afstemningen finder sted i henhold til medlemsorganisationernes egne regler herom.

        Ved opgørelse af det samlede stemmeresultat er almindelig stemmeflerhed afgørende.

        Ovennævnte regler gælder ikke i situationer, hvor aftaleforslaget er et af Forligsmanden fremsat mæglingsforslag. I sådanne tilfælde sker afstemning efter forligsmandslovens regler.

        Der afholdes separat urafstemning om forhandlingsresultatet for hvert selskab, med hvem kartellet eller dets medlemsorganisationer indgår overenskomst.

        Stk. 3

        Ekstraordinær kongres skal afholdes, når mindst tre medlemsorganisationer, der repræsenterer mindst en femtedel af kartellets medlemmer, begærer det.

        Begæringen skal angive mødets dagsorden.

        Mødet skal afholdes senest 14 dage efter begæringens modtagelse, med mindre andet aftales.

        Stk. 4

        Afholdelse af ekstraordinær kongres kan i øvrigt besluttes af hovedbestyrelsen.

        HOVEDBESTYRELSEN

        Paragraf 10

        Hovedbestyrelsen er i kongresperioden kartellets højeste myndighed.

        Stk. 2

        Hovedbestyrelsen består af kartelformanden samt et antal medlemmer, der tildeles medlemsorganisationerne efter følgende regler.

        Statspensionisternes Centralforening tildeles 1 medlem.

        Medlemsorganisationer med 500-4000 medlemmer tildeles 1 medlem.

        Valgforbund med 1000-4000 medlemmer tildeles 1 medlem.

        Medlemsorganisationer med 4001-8000 medlemmer tildeles 2 medlemmer.

        Medlemsorganisationer med 8001-12000 medlemmer tildeles 3 medlemmer.

        Medlemsorganisationer med 12001-16000 medlemmer tildeles 4 medlemmer.

        Medlemsorganisationer med 16001 eller flere medlemmer tildeles 6 medlemmer.

        Fordelingen af pladser gælder for en kongresperiode.

        Medlemsorganisationerne/valgforbundene bestemmer selv, hvordan og for hvilken periode deres hovedbestyrelsesmedlemmer udpeges.

        Stk. 3

        Der kan indgås valgforbund mellem medlemsorganisationer, der ikke efter egne medlemstal kan opnå repræsentation.

        En medlemsorganisation kan kun indgå i ét valgforbund.

        Indgåelse af valgforbund skal meddeles kartellets sekretariat senest den 31. marts i det år, hvori ordinær kongres afholdes.

        Stk. 4

        I tilfælde af fusion mellem medlemsorganisationer kan hovedbestyrelsen beslutte at den fortsættende organisation kan have overtallig repræsentation uden stemmeret i en nærmere fastsat periode.

        Stk. 5

        Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemmer er til stede.

        FORRETNINGSUDVALGET

        Paragraf 11

        Forretningsudvalget indstiller til hovedbestyrelsen i sager, som er af større rækkevidde, eller som er af principiel karakter. Forretningsudvalget kan desuden træffe afgørelse i konkrete sager, der er af mindre rækkevidde, og som ikke er af principiel karakter.

        Stk. 2

        Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når halvdelen af dets medlemmer er til stede.

        Stk. 3

        Forretningsudvalget består af kartelformanden og kartelnæstformanden samt 8 andre medlemmer, der vælges af og blandt hovedbestyrelsens medlemmer.

        Ingen medlemsorganisation kan være repræsenteret med mere end ét medlem blandt de 8 andre forretningsudvalgsmedlemmer, idet medlemsorganisationer med 20.000 medlemmer eller derover dog kan være repræsenteret med to medlemmer, medmindre vedkommende organisation besætter posten som kartelformand eller kartelnæstformand.

        Valget gælder for en kongresperiode. Udtræden af hovedbestyrelsen medfører dog samtidig udtræden af forretningsudvalget, og hovedbestyrelsen vælger i sådanne tilfælde et nyt forretningsudvalgsmedlem for den resterende del af kongresperioden.

        Stk. 4

        Forretningsudvalget afholder normalt ordinært møde en gang om måneden, juli måned dog undtaget.

        Stk. 5

        Ekstraordinært møde i forretningsudvalget kan besluttes af formanden, og ekstraordinært møde skal afholdes med et passende varsel, hvis mindst to medlemmer af forretningsudvalget begærer det.

        ØKONOMI OG REGNSKAB

        Paragraf 12

        Kontingentet fastsættes af kongressen.

        Stk. 2

        Kontingentet beregnes af medlemsorganisationernes medlemstal pr. 1. januar.

        Kontingentet fastsættes som grundbeløb, der løbende reguleres i overensstemmelse med udviklingen på skalatrin 18, stedtillægssats III.

        Kontingentet opkræves kvartalsvis forud.

        Stk. 3

        Hver medlemsorganisation skal betale kontingent for mindst 100 medlemmer.

        Forretningsudvalget kan nedsætte tallet til 50 medlemmer i særlige tilfælde.

        Stk. 4

        Medlemsorganisationer, der er tilsluttet en hovedorganisation, betaler halvdelen af det i stk. 2 nævnte kontingent.

        Statspensionisternes Centralforening betaler en fjerdedel af det i stk. 2 nævnte kontingent.

        Direkte tilsluttede medlemmer betaler et kontingent, der mindst skal udgøre 1200 kr. pr. år. Kontingentet fastsættes af hovedbestyrelsen.

        Stk. 5

        Regnskabsåret er kalenderåret, og det reviderede regnskab forelægges for hovedbestyrelsen med henblik på indstilling om endelig godkendelse ved den næstfølgende ordinære kongres.

        Samtidig forelægges en af bilagskontrollanterne udarbejdet beretning.

        Stk. 6

        Sekretariatschefen har ansvaret for regnskabsførelsen. Ansvaret kan delegeres til en anden faglig medarbejder i sekretariatet.

        Paragraf 13

        Til at forpligte kartellet i forbindelse med erhvervelse, afhændelse, pantsættelse af eller andre dispositioner angående rettigheder over fast ejendom og ved økonomiske dispositioner, som ligger ud over den daglige drift, kræves underskrift af formanden og næstformanden.

        I uopsættelige forhold hvor formanden er fraværende, kræves underskrift af næstformanden og to forretningsudvalgsmedlemmer.

        I uopsættelige forhold hvor næstformanden er fraværende, kræves underskrift af formanden og to forretningsudvalgsmedlemmer.

        I alle andre forhold, der ikke hører under forretningsudvalgets eller hoved-bestyrelsens kompetence, tegnes kartellet af formanden eller sekretariatschefen.

        SEKRETARIATET

        Paragraf 14

        Hovedbestyrelsen fastsætter antallet af medarbejdere.

        Stk. 2

        Forretningsudvalget træffer afgørelse om ansættelse af sekretariatschefen og øvrige faglige medarbejdere.

        Stk. 3

        Sekretariatschefen træffer afgørelse om ansættelse af administrative medarbejdere.

        UDMELDELSE OG OPHØR AF MEDLEMSSKAB

        Paragraf 15

        Medlemsorganisationer kan opsige deres medlemskab af kartellet med 6 måneders varsel til en 1. oktober.

        Stk. 2

        Medlemskabet ophører, hvis en medlemsorganisation ikke længere udøver forhandlingsret for ansatte inden for kartellets område, jfr. § 3.

        Stk. 3

        Udtrædende eller udmeldte organisationer har intet krav på kartellet eller dets midler.

        UDELUKKELSE

        Paragraf 16

        Hvis en medlemsorganisation eller dele heraf modarbejder kartellets formål og beslutninger eller på anden måde optræder illoyalt, kan organisationen eller dele heraf udelukkes efter vedtagelse af kongressen med mindst 2/3 flertal.

        Stk. 2

        Udelukkede organisationer har intet krav på kartellet eller dets midler.

        VEDTÆGTSÆNDRINGER OG OPLØSNING

        Paragraf 17

        Denne vedtægt kan kun ændres af kongressen.

        Kartellet kan kun opløses, hvis 2/3 af de kongresdelegerede stemmer derfor.

        IKRAFTTRÆDEN

        Paragraf 18

        Denne vedtægt er vedtaget på den ordinære kongres den 23. november 2004 og afløser vedtægt af 13. november 2002, der afløste vedtægt af 22. november 2000, der afløste vedtægt af 12. november 1998, der afløste vedtægt af 21. no-vember 1996, der afløste vedtægt af 17. november 1994, der afløste vedtægt af 12. september 1993, der afløste vedtægt af 6. november 1990, der afløste vedtægt af 16. september 1988.

        Bilag 1 til Statsansattes Kartels vedtægt af 23. november 2004

        Ad. paragraf 6, stk. 3: Kongressens sammensætning

        Antal kongresdelegerede efter medlemstal - læs bilag 1 her


        Printvenlig version
        Offentligt Ansattes Organisationer - Staunings Plads 1-3, 4 sal - 1607 København V - Tel: 3370 1300 - Fax: 3370 1333 - oao@oao.dk